Jeg står nede i Netto og er ved at fylde en indkøbsvogn med alt der skal bruges, når en hel uge i en mikroskopisk og temmelig tom lejlighed venter.
I dag bliver lejligheden invaderet at krøller, lego og bunkevis af leg og latter - og jeg vil så gerne være forberedt til de kommer hjem til mig.
Vognen er allerede fyldt til randen, og Netto er tålmodig og stilfærdig.
Det er mere end man kan sige om mig... Mit hjerte pisker afsted, og jeg griber hektisk alle de varer jeg ved plejer at fylde skabe og skuffer i mit gamle liv.
Og uden varsel sker det: Mellem hylderne sortner det, og i gulvet åbner der sig pludselig en smertelig lang sprække og åbenbarer et afgrundsdybt Helvedesgab foran mine fødder.
Det svimler for mig og jeg ønsker jeg kunne fjerne blikket fra afgrunden, men mine øjne er låst fast. Alle lyde forsvinder og jeg står og vakler, mens glas med babymos og dåser med snittede arsparges vælter ned om ørerne på mig. "Nu sker det", tænker jeg. "Nu falder jeg i afgrunden uden bund"
Jeg er alene. A.L.E.N.E.
Ingen at dele glæder og sorger med, ingen at vende øjne med, kun mig. På godt og ondt. Alene.
Jeg er ved at dø af skræk over at føle mig så skrøbelig og samtidig skulle være så stærk at de vigtigste mennesker i mit liv aldrig vil tvivle på at jeg er der for dem.
Hvordan kan jeg passe på dem, når jeg ikke engang kan finde ud af at handle ind til en uge? Hvordan kan de nogensinde stole på min styrke, når jeg ikke engang selv stoler på den?
Jeg har lyst til at kravle ind på hylden med tudekiks og gemme mig indtil nogen opdager al den ravage og ser hvad jeg har gjort ved gulvet. Hvis jeg nu bare lægger mig ned må der vel for fanden komme nogen og fixe det for mig?
Jeg skammer mig over at forårsage så meget ødelæggelse - og så her, midt i Netto...
Men jeg ved, at jeg lige nu står overfor et af de største valg i mit liv: Enten kan jeg flygte langt væk fra afgrunden og lade som om det ikke var min skyld at alt gik i stykker i Netto. Eller også kan jeg lære af Ronja:
"Hvis man vil lære at tage sig i agt for Helvedsgabet bliver man jo nødt til at springe over det"
Så jeg springer. Måske ikke videre elegant, når man tænker på at jeg har en fyldt indkøbsvogn og en hel lejlighed i favnen. Men jeg springer!
for 4 timer siden
13 kommentarer:
DIT spring over Helvedesgabet efterlader MIG med et sug i maven. Jeg håber du lander uden for mange knubs på den anden side.
:-)
Hej Trine,
jeg er simpelthen nødt til at sige dette; Du er sej, du er en kvinde med ben i næsen!
Og jeg holder med Ronja (og dig); for man kan sætte sig ned og tude og se sit liv flyve forbi - eller man kan gribe tyren ved hornene, være i nuet selvom det ikke er lutter lagkage og håbe og tro på at næste gang der skal deles ud får man det største og bedste stykke:-)
Folk, der prøver har en chance - og sådan en er du. Jeg er sikker på at efter dennes storms regn og rusken, så skinner solen præcis hvor DU er;-)
De bedste hilsner,
Louise
Hej Trine
Hvor smerteligt det end er nu er du på rette vej, du tager ind og føler og erkender og det er tilløbet til det store spring.
Det spring der bringer dig over og videre i livet.
Dine små vil også vakle det kan ikke undgås men ved at acceptere smerten og give lov til at være ulykkelig finder i lykken igen alle 4 - Kære du.
KRAM Anja
By the way
Jeg kender godt den der følelse "Hayy er der ikke snart en voksen der tager over nu??? jeg er for lille til dette ansvar" ;)
Hej Trine,
Det er simpelthen så uvirkeligt at følge din og Overblikkets blog for tiden. Jeg tænker meget på jer og håber at se jer begge to inden for længe.
Det er et ret fantastisk indlæg, dette her. Virkelig flot skrevet og meget medrivende...nok til at give mig kuldegysninger og en stor klump i halsen.
Heldigvis er jeg også helt sikker på, at du klarer dig helskindet igennem. Håber, du får en god weekend med alle krøllerne og de andre dejlige unger.
Knus fra Jacob
Trine - der ser så sort ud lige nu - og det er pisse svært at se en platform i den afgrund du lige er sprunget eller rettere skubbet ud i. Men ved du hvad? Du finder lynhurtigt ud af, at du godt kan "handle ind i netto" eller hvad du end gør. Du kan faktisk godt alene og måske finder du ud af, at du kan meget bedre selv.. der dukker med sikkerhed en Trine op på vejen, som er så meget mere Trine, end du har været længe? Vent bare og se, Ven.
C
Kære Trine.
Jeg ved, hvordan du har det, for jeg har selv været der.
Og det er f... svært og hårdt og og og...
Og du har taget den rigtige beslutning ved at tage springet over Helvedsgabet.
Måske er der flere af dem på din nye rejse, og jeg er sikker på, at du skal komme over dem hen ad vejen.
Lykke til dig og klem fra mette b
Åh altså Trine. Store kram her fra, og lange arme, der gerne holder om dig og holder dig i hånden så godt jeg kan. Du er god til det og du klarer også dette. Kram
Kære Trine, det gør mig så ondt at læse om, det her! Jeg er sikker på, du nok skal lande sikkert på begge ben igen, men selvfølgelig tager det tid. Og sikke en hård omgang. Jeg er fuld af beundring over, du formår at udtrykke dig så smukt omkring noget så forfærdeligt!
Åh, kære ven da. Spring over - du skal nok lande - måske lidt vaklende første gang, men så kommer sikkerheden derefter. Og husk det lille krapyl med skærmen: Dit vindue ud imod en verden, der er fyldt med venner, som ikke uden videre lader dig være alene. Kram herfra!
Kære, søde næstekærlige væsner!
Jeg bliver ved med at vende tilbage til jeres kommentarer, for jeres gode tanker giver mig SÅ meget ro og taknemmelighed!
TAK for fanden! TAK!
Å det indlæg er det smukkeste og sørgeligste og mest genkendelige. Du kære menneske hvor ville jeg gerne kunne række dig en hånd når du springer over slugten, men selvom der sikkert er mange der har det lige som jeg så må man detsværre nok selv springer over sine egne helveder. Fra bloggen her synes jeg at kende dig så godt at jeg tror du vil klare springet smukt, men derfor kan jeg alligvel godt forstå hvis det sortner i maven...
De allerkærligste hilsner fra Fejø
Hej Trine. På trods af at jeg har snakket med dig om netop denne episode, bliver jeg helt vildt ramt alligevel. Du er sgu en fantastisk kvinde. Du skriver så alle føler at de er der med dig. Du lukker bare alle ind i din personlige kamp. Fantastisk. Er bare så super glad for at du er i mit liv. Du er bare skøn og så stærk at det halve kunne være nok. Det er helt klart en af mine faste ting jeg skal - læse din blog. Du skriver så smukt og malende. Tusinde knus og kram fra Judi
Send en kommentar