Stilhed

Der er stille på min vej, i min lejlighed og i mit hovede!

Jeg prøver at mærke rigtig godt efter om stilheden skræmmer mig - men det gør den sjovt nok ikke. Tværtimod nyder jeg at der er ro omkring mig - selvom jeg savner! (Meget!)

Det er en besynderlig ting at mit liv har taget så voldsom en drejning på ufattelig kort tid - og jeg stadig sidder her og er i stand til at smile af solskin i vindueskarmen. Hvor fanden det kom fra fatter jeg faktisk ikke...

Hvis nogen uddeler medaljer for at kunne rumme alle følelser på én gang står jeg parat på sejersskamlen, og har allerede takketalen parat!

Jeg er blevet så ufattelig glad for alle de kommentarer jeg har fået den seneste måned - jeg får gåsehud over at cyberspace på alle måde overstiger mine fordomme - og viser sig at være nærværende, anerkendende! I er sgu nærværende og anerkendende, og jeg er dybt taknemmelig over jeres omsorg og interesse!

Men jeg bliver nødt til at komme med en tilståelse: jeg er bare overhovedet ikke en skid sej - selvom jeg soler mig i at I hepper på mig på sidelinjen.

En blog er et meget tænkt medie - og jeg har haft store kvaler i forhold til at skrive om min livssituation!

Jeg startede min blog fordi jeg havde brug for et kreativt outlet - og jeg har holdt meget stramt i tøjlerne overfor mig selv: hvis ikke det på én eller anden måde handlede om kreativitet hørte det ikke hjemme på bloggen!

Min blog er mit kreative frirum hvor jeg kan øve mig i at skrive, lege med ord, stof, garn, inspiration og ideer. Mit åndehul, hvor jeg dukker op til overfladen og gisper efter frisk ilt!
Intentionen har hele tiden været at omdrejningspunktet var glæde og skabertrang.

Men jeg ejer for tiden ingen begejstring, og føler mig på ingen måde skabertrængende.

I virkeligheden egner jeg mig slet ikke til min egen blog - Jeg er uegnet for børn, nybagte mødre og sarte sjæle...!

Jeg er nemlig ikke en skid sej - for jeg er også dum og grim, træls, klistret, ynkelig, sørgelig, afmægtig og grum.

Jeg er i dyb sorg, og i stor krise.

Jeg er såret. Jeg har såret!

Alt jeg føler er klistret og mudret, og egner sig ikke til cyberspace.

Jeg kan ikke være glad og sprudlende på min blog - det vil ikke være ægte. Og mit behov for at være ægte overstiger mit behov for at skrive!

Jeg mærker på egen krop hvor smerteligt det er at se sig selv omtalt distanceret - og det ønsker jeg på ingen måde at byde nogen som helst!

De klistrede sider af mig egner sig simpelthen ikke til en blog - men i langt højere grad til samtaler med øjenkontakt. Dem har jeg heldigvis mange af for tiden.

Og i dag har jeg én med mig selv her i min vindueskarm!

Min vej og min lejlighed er stille - og min blog. For en stund.

Af kærlighed til Overblikket og af respekt for mig selv!

Vi ses

Fuck nu det...!

En mand har for nylig sagt til mig at han ikke elsker mig for den jeg er.

Det er meget, meget sørgeligt. For os begge to.

Han sagde også en masse andre ting; både hårde og svære ting, og gode og dejlig ting.

Men bottomline er: Han elsker mig ikke for den jeg er!

Hvad har det så med Christina Wedel at gøre?

Tja.. Det har faktisk ikke noget som helst med den dejlige DivaHeks at gøre.

Og så har det alligevel alting med hende at gøre...

For hendes bog "Hvad klæder mig" rummer - ud over en masse lækre og konkrete trick og tips til hvordan man kan opgradere sit klædeskab og sin stil - en ærlig og befriende tone.

Og så rummer den et vigtigt budskab der rækker langt, langt ud over de pragtfulde tekstiler: DU ER DEJLIG FORDI DU ER DIG!

Jo, klart - vores påklædning afspejler hvem vi gerne vil være i dag. Ingen tvivl om det.

Vi klæder os efter humør og situationer vi skal imødekomme.

Tøjet kan hjælpe os med at understrege de sider af os selv som vi ønsker at fremhæve; det kan give os selvtillid de dage vi føler vi mangler, det kan give os trøst (eller lyst?) de dage vi har brug for det, det kan give os varmen når vi fryser.

- men under tøjet er vi stadig bare nøgne - og indenunder alt det nøgne er vi os selv - hele tiden!

Vores påklædning hænger uløseligt sammen med vores identitet, og Christinas hudløse og ligefremme facon er befriende lattermild! Hun serverer sandheder om sig selv, og lokker provokerende til at vi skal tage et kig på os selv - i øjenhøjde, vel at mærke!

For selvfølgelig skal hylsteret rundt om vores inderste kerne føles dejligt og godt og trygt. Vi skal værdsætte vores krop og vores hylster, fordi det får os til at stråle, og når vi stråler er vi smukke.

Såre enkelt, og så alligevel hamrende svært.

(Se, her er det alle hendes tricks og tips kommer til ære og værdighed!)

Men klæder alene gør ikke lykkelig. Tøjet gør os ikke til hele, værdifulde mennesker - men er snarere det redskab vi kan (mis)bruge for at understøtte vores egen bevidsthed om at vi er dejlige - lige præcis sådan som vi er skabt.

Hver eneste af os!

Og det bringer mig lige lukt tilbage til pointen:

JEG er dejlig - lige præcis sådan som jeg er!

Jeg sørger over at den mand ikke kan elske mig for den jeg er.

Men jeg går ikke i stykker af det og jeg falder ikke i den fælde, hvor jeg tror jeg skal lave mig om - hverken indeni eller udenpå - for at få ham til at elske mig.

For JEG ELSKER MIG for den jeg er!

Og jeg elsker Christina Wedels skønne bog for at hjælpe mig med at huske, at der er så meget lækkert jeg kan gøre for mig selv!

Og så elsker jeg verdens dejligste søster for den lille hjerte-ring hun forærede mig, nu hvor min finger føles så tom! Ok, det er godtnok en anden finger den sidder på - men fuck nu det!

Enlig mor søger.... mælk?

(Jep - sådan ser et skilsmissehjem ud: intet matcher, pånær brunt...!)

En morgen er kun en rigtig morgen hvis der er blevet fortæret et par ordentlige portioner havregryn og cornflakes - helst godt blandet sammen.
I hvert fald hvis man spørger GuitarHero og Æseløret!

Men de stakkels drenge er på hård prøve i denne tid; for i stedet for overskueligt familieliv med faste måltider har de nu fået.... mig!

Indrømmet - jeg har aldrig været særlig fiks i et køkken! Jeg ved mere om forklædets historiske betydning for kvinders selvopfattelse, end om hvordan man får bikset en simpel tærte sammen.
Jeg overvejer seriøst om det har været mit eget private kvindeoprør at vige så langt uden om kødgryderne som muligt? - det er enten dét eller regulær dovenskab. Og så synes jeg altså det første lyder lidt federe...

Men nu er jeg jo mor, ikk? Enlig mor!
Og der står altså ikke andre og bikser ude i det køkken end mig, og på bare én uge er det lykkedes mig at brænde aftensmaden på 3 gange. (Ok, den ene gang var det på grund af en sms der skulle besvares, så det var jo reelt ikke min skyld!)

Drengene smiler overbærende til mig, og lyver tykt om at de synes maden smager himmelsk, og jeg elsker dem højt for at de vil gå SÅ langt, bare for at gøre mig glad.
Men jeg er jo ligesom noget mere erfaren i det der med at sødmelyve, så jeg ser udemærket de blikke de sender hinanden hen over bordet!
TøseTrolden derimod er så herligt ligefrem som man kun kan være når man er 4 år. Hun prikker i maden med en gaffel og spørger mig hvorfor maden ser gammel ud?

I morges var der ingen mælk. Overhovedet. Ikke engang en mikroskopisk lillebitte sjat.
Så drengene sødmeløj og forsikrede mig om at det gjorde da overhovedet ingenting. De kunne da bare finde noget andet at putte på deres havregryn.
Så de køkkendansede rundt i skabene og kom glædesstrålende tilbage med en brilliant løsning!


Jeg er enlig mor. Jeg kan ikke lave mad. Jeg er en køkkenimbicil.
Og derfor har mine drenge i dag spist havregryn med citronsaft til morgenmad!
Velbekomme

Tilbage-færd

Sikke en debut!

Jeg har kun haft mit helt eget net i ganske få timer, og er ikke engang begyndt på at danse grundtrin i køkkenet endnu - men nettet er åbenbart så glad for at se mig igen at det her dukkede op!
Og lad mig bare sige: gensynsglæden er ganske gensidig!

YES!

Så er jeg kraftedderme online! Sgu!
MIT net. MIT liv!

Der er dømt køkkendans i aften...

Ekspedition

Hver dag er en ny ekspedition fyldt med udfordringer der både er velkendte og fuldstændig fremmede.
Jeg har bevæbnet mig med thermoundertøj - (og så dén slags med lidt flere blonder, fordi det giver mig en lækker lækkerfølelse...) - en lommelygte, proviant til flere årtier og en vandrestav med modhager! Nederst i min rygsæk ligger der også et lille skrin med hængelås, hvor jeg samler på hjertevarme tanker og gode ønsker; de er helt særlige for mig, og jeg passer godt på dem!

Det tager flere dage at løfte den ene fod og sætte fra, og det synes som en evighed at foden hænger der i den tomme luft, inden jeg får øje på et sikkert sted at placere den - men når først foden bliver sat i jorden igen går det op for mig hvor sindsygt lange skridt jeg tager!

Hver dag byder på nye udfordringer. Og erkendelser!
I går aftes da jeg slog lejr foran bålet fik jeg for første gang i flere uger lyst til at pakke mit strikketøj ud. Det tog mig noget tid at finde ud af hvor jeg præcis havde pakket det ned - men da jeg sad med det i skødet fik jeg en enorm rolig følelse af genkendelighed.
Ok, jeg fik godtnok ikke strikket - vist nok kun flyttet et par masker fra den ene pind til den anden...
Men jeg kan mærke at det snart kommer tilbage - lysten til at lege og skabe. Og se, dét er faktisk et skridt af de helt store. Og en erkendelse som jeg lægger ned i skrinet til de ting jeg ønsker at passe virkelig godt på!

Panik i myldretid

Jeg står nede i Netto og er ved at fylde en indkøbsvogn med alt der skal bruges, når en hel uge i en mikroskopisk og temmelig tom lejlighed venter.
I dag bliver lejligheden invaderet at krøller, lego og bunkevis af leg og latter - og jeg vil så gerne være forberedt til de kommer hjem til mig.

Vognen er allerede fyldt til randen, og Netto er tålmodig og stilfærdig.
Det er mere end man kan sige om mig... Mit hjerte pisker afsted, og jeg griber hektisk alle de varer jeg ved plejer at fylde skabe og skuffer i mit gamle liv.
Og uden varsel sker det: Mellem hylderne sortner det, og i gulvet åbner der sig pludselig en smertelig lang sprække og åbenbarer et afgrundsdybt Helvedesgab foran mine fødder.
Det svimler for mig og jeg ønsker jeg kunne fjerne blikket fra afgrunden, men mine øjne er låst fast. Alle lyde forsvinder og jeg står og vakler, mens glas med babymos og dåser med snittede arsparges vælter ned om ørerne på mig. "Nu sker det", tænker jeg. "Nu falder jeg i afgrunden uden bund"
Jeg er alene. A.L.E.N.E.
Ingen at dele glæder og sorger med, ingen at vende øjne med, kun mig. På godt og ondt. Alene.
Jeg er ved at dø af skræk over at føle mig så skrøbelig og samtidig skulle være så stærk at de vigtigste mennesker i mit liv aldrig vil tvivle på at jeg er der for dem.
Hvordan kan jeg passe på dem, når jeg ikke engang kan finde ud af at handle ind til en uge? Hvordan kan de nogensinde stole på min styrke, når jeg ikke engang selv stoler på den?

Jeg har lyst til at kravle ind på hylden med tudekiks og gemme mig indtil nogen opdager al den ravage og ser hvad jeg har gjort ved gulvet. Hvis jeg nu bare lægger mig ned må der vel for fanden komme nogen og fixe det for mig?
Jeg skammer mig over at forårsage så meget ødelæggelse - og så her, midt i Netto...

Men jeg ved, at jeg lige nu står overfor et af de største valg i mit liv: Enten kan jeg flygte langt væk fra afgrunden og lade som om det ikke var min skyld at alt gik i stykker i Netto. Eller også kan jeg lære af Ronja:
"Hvis man vil lære at tage sig i agt for Helvedsgabet bliver man jo nødt til at springe over det"

Så jeg springer. Måske ikke videre elegant, når man tænker på at jeg har en fyldt indkøbsvogn og en hel lejlighed i favnen. Men jeg springer!